Dagbog for rejsen til Pyrenæerne den 29. juni - 9. juli 2008
Søndag den 29. juni 2008
STORE rejsedag - altid spændende. Hvordan bliver det? Hvem skal vi være sammen med? Hvor hårde er strabadserne? Rejsetiderne er heldigvis såre fornuftige, alt foregår i god ro og orden. Op kl. 6.30, bad, morgenkaffe, lægge de allersidste ting i kufferterne, tælle katte og tælle katte en gang til og så af sted i den sorte bil til Aalborg Lufthavn. Ikke meget trafik på motorvejen sådan en søndag morgen, så det går stærkt. I lufthavnen checker vi selv ind, Jesper har allerede i går booket sæder både til København og videre til Barcelona - nødudgangspladser med god plads til de lange ben. Nemt, bekvemt nu ryger kufferterne hele vejen til Barcelona, vi skal bare bekymre os om vore respektive rygsække. I lufthavnen spotter vi to med Ruby rejsetags. Det må være et par af dem, vi skal være sammen med. Af sted on time med et fyldt fly mod Kastrup. Nu om dage kan man gå hele den lange vej fra indenrigs til udenrigs (og vice versa). Det er herligt ikke at skulle igennem sikkerhedscheck en gang til. I "det forjættede land" studerer jeg kosmetiske varer, dog ikke særlig længe. Jespers interesse for dette område er dalet betydeligt, som årene er gået - utålmodigheden fornemmes hurtigt. En bodylotion bliver det dog til.
Medlemskabet af Diner's Club skal bringes i anvendelse, turen fortsætter mod loungen. Vi lader os synke ned i de behagelige lædermøbler og nyder roen i en hektisk lufthavn. Sidder og kigger ned på dem, der farer frem og tilbage, mens vi nyder et par sandwiches. Således forfriskede, vågner købegenet atter, hvilket fører os ned i Pilgrims butik til hvilken, der har været udsigt oppe fra loungen. Falkeblikket har observeret, at der er udsalg - 50%. Et lille sødt sæt - halssmykke og ørestickers - bæres med videre. Sjælen har igen ro. Nødtvungent køber vi et par flasker DYRT vand. Der venter stadig mange timer, før vi er ved vort bestemmelsessted.
Også flyet til Barcelona er fyldt - en smule forsinket i afgangen, men af sted går det lidt før kl. 15. Vi sover lidt undervejs, kigger i et magasin. I "gamle dage" gik en del af tiden jo med at håndtere spisningen om bord, men med vore dages billige flyrejser er forplejning noget, man køber sig til ved siden af. Skidt, pyt, vi er mætte efter frokosten i loungen.
Denne behagelige mæthedsfornemmelse varer dog ikke ved. Da vi lander i Barcelona er vi igen sultne, men der venter os 2 ½ times buskørsel nordpå. Vi får i lufthavnen hilst på Birthe, der er den ene af vores rejseledere. Ved bussen møder vi Michael, den anden rejseleder. Dejlig bus, masser af plads og af sted går det. Barcelona er en stor by med forstæder, der strækker sig langt mod nord. Men efterhånden bliver det da mere og mere landligt. Nogle kilometer syd for Llivia kører vi igennem den godt 5 km lange Cadi-tunnel. Vel ude af denne breder Cerdanyasletten sig foran os. Sletten er en lille region i den østlige del af Pyrenæerne -delt næsten fifty-fifty mellem Spanien og Frankrig - historisk set et af de catalonske amter. Snart krydser vi den spansk-franske grænse, og umiddelbart derefter atter ind i en stump Spanien, nemlig Llivia.
Llivia er en ca. 12 km2 stor spansk enklave i Frankrig med godt 1000 indbyggere. Som bekendt, har Spanien og Frankrig været i krig et hav af gange - og lige så mange gange er der blevet sluttet fred. I forbindelse med Pyrenæertraktaten fra 1659 deltes Cerdanyasletten mellem Spanien og Frankrig, hvorved Frankrig fik den nordlige del af sletten. Imidlertid fastslog traktaten, at kun landsbyerne skulle overgå til den franske krone, og da Llivia havde status som by, forblev denne spansk.
Endelig, endelig, men meget planmæssigt ruller bussen op foran Bernat de So, hotellet, der er vores base de næste mange dage. Vi bor på nr. 103. Lækkert, lækkert hotel, godt værelse, dejligt bad, gode skabsfaciliteter og en balkon med fin udsigt.
Historisk har der været flere personer med navnet Bernat de So tilbage i middelalderen. I 1300-tallet var de en af det nordlige Cataloniens mest betydningsfulde familier - store jordbesiddere. Selve hotellet er temmelig nyt, fra 2003. Stedet var oprindeligt en af Llivias ældste gårde, og hotellet er nænsomt opført under hensyntagen til fortiden. Materialerne stammer for en stor dels vedkommende fra den oprindelige gård. På hotellets forside er der gårdsplads med borde og stole, græsplæne og swimmingpool. På bagsiden er den gamle gårdsplads med del af udhusene med gamle landbrugsredskaber samt æde-og drikketrug i sten bevaret. Utrolig malerisk og ikke til at se sig mæt på.
Kl. 20.50 mødes selskabet atter for at vandre ned gennem den lille bys smalle gader til restaurant la Colomina, hvor aftensmåltiderne skal indtages. I aften står den på lufttørret skinke med kunstfærdig udskåret ananas, kulmule med muslingesauce og karamelrand. Men hvad der er nok så spændende. Vi skal nu officielt præsenteres for hinanden. Ganske vist har vi kørt langt i bus sammen - men hvem er hinanden i grunden?
Præsentationen er kun ganske kort, men på basis af samværet over 11 dage tillader jeg mig her kort at præsentere rejseholdet:
Birthe, rejseleder - spanskkyndig, formår at åbne alle døre, kender alle, ved alt, der er værd at vide på turen.
Michael, rejseleder - franskkyndig, i topform, ved alt om flora, vind-og vejrforhold, kan stå på 117 forskellige måder med sine vandrestave, der næsten er en del af kroppen.
Jens - 1. generations indvandrer på Bornholm, botanisk interesseret, skarp i replikken, livsnyder.
Erik - gennemført gentleman, hang til søde sager, bjergenes betvinger.
Mona - stor appetit på livet, kvik i replikken, tempofyldt vandrer.
Mogens - stærk vandringsmand på de lange ben, ses altid liggende, når der rastes, erhvervede turens flotteste kasket.
Nete - har prøvet turen før, sej vandringskvinde, dårlig storetå er ingen hindring, ikke vild med alt for stejle afgrunde.
Finn - her og der og alle vegne, ofte bagerst med kameraet optaget af blomsterfotografering, men pludselig foran i rask, ubesværet fart.
Bodil - erfaren i vandrestøvlerne, debutant med vandrestave, skrap til fransk, ivrig læser.
Annemette - debutant i bjergene, ikke glad for stigninger, men fuld af positivt gå-på-mod.
Marianne - lille, udholdende bjerggemse, botanisk interesseret, ivrig med kameraet, når brillerne ikke driller.
Jesper - kan bedst lide stigninger, men stikker i løb nedad den sidste dag, turens reporter omkring højder, højdemeter og antal vandrede kilometer.
Ingeborg - kan bedst lide nedstigninger, overvandt en stor krise den sidste dag, drikker kun vand og deler Eriks hang til søde sager.